Ingen gider læse min novelle.com

Buh ja. JEg beder jer. Læs, læs, LÆS! For guds skyld. <3
-Den er kort.

Pigen, ved navn Emily, lod sit blik beskue de smukke snefnug. Måden de dalede stille ned, fik hende til at tænke på hendes afdøde far. Selvom at Emily kun var fem år gammel, havde hun fuld forståelse med døden, himlen, helvede og sneen. Hun havde nemlig haft besøg af en sneengel forrige nat.

Seneenglen var forrygende smuk, blændende skøn og enormt bedårende. Hun var høj og havde gyldent hår og isblå øjne. Hun var en direkte modsætning af Emily, som var lav, (men det lå jo til alderen), havde chokolade brune øjne og et matchende, krøllet hår. Emily havde et uskyldig udseende, og ingen af fortidens mysterier var til at genspejle i hendes ansigt. I forhold til sneenglen, syntes hun, at sneen var grufuld. Alle minderne om den afdøde far, fik hendes hjerte til at banke meget hurtigt, hendes øjne til at løbe i vand og gråden til at æde hende op inde fra. Men sneenglen fik hende på andre tanker: ”Det sner kun fordi, at det er for koldt til at regne.” Hendes stemme var fløjs blød, men hendes hjerte var endnu blødere. Emilys smil oplyste det mørke værelse. ”Jeg er ikke bange for regn. Nej, tværtimod. Jeg elsker regn, fordi jeg elsker vand, og jeg elsker at bade.” Emilys yndlings ting var at bade en sommervarm dag ved stranden sammen med sin mor og far. Men det var fortid. Englen vidste, hvad Emily havde været igennem. Og i en varm omfavnelse, hviskede sneenglen ind i lille Emilys øre: ”Du kan stadig bade.”

Uden at spørge, vidste Emily allerede hvordan. Kun i ført sin søde natkjole, som hun havde fået af tante Fie, gik hun ud i den kolde sne. Kulden generede hende ikke, for der vor hendes små fødder ramte, smeltede alt sne. Endnu et varmt smil viste sig på Emilys læber. Emily lagde sig ned og tænkte på sin far. Endelig kunne hun være sammen med ham igen, og kulden generede hende ikke. Hver gang hun lukkede sine øjne, så hun den ældre herre, der var i ført jakkesæt og en sort bowlerhat. Hendes latter lød som tusind harpestrenge. Så blev der sort, og hendes sjæl fløj ned gennem skorstenen og blev brændt, godt og længe. Hendes sjæl gennem gik en lang rejse. En rejse, der førte hende et sted hen, som hverken var helvede eller himlen. Nej, det var langt værre.