De Vilde Kaniner
Anna Bananas rigtige navn er altså ikke Anna Banana. Det er blot noget, jeg kalder hende. Det vil sige, jeg siger det aldrig højt. Navnet Anna Banana har aldrig sluppet mine læber. Annas rigtige navn er Anna Elisabeth James, hvilket selvfølgelig aldrig bliver nævnt i offentlighed. Anna har udtalt sig om, at det kun er gamle koner, der hedder det.
Anna er datter af overklassefamilien. Hendes far, Michael James, er direktør for det lokale firma JJ. Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad JJ laver, eller hvad de står for, men i hvert fald tjener familien mange penge om året. Familien bor selvfølgelig også inde i centrummet af Los Angeles.
Jeg, derimod, er i den helt anden ende af Annas liv. Jeg er underklassebarnet. Jeg er problembarnet. Jeg er ikke mønsterelev. Jeg er ikke god nok. Men jeg vil i det mindste leve længere end hende.
Som mønsterelev er Anna Banana elsket af alle. Hendes gennemsnit ligger noget meget højt og et eller andet decimaltal.(Ja, jeg har lige haft om decimaler i matematik.) Anne scorer altid de bedste karakterer, jeg gad godt vide hvordan, men jeg har ikke modet eller lysten til at spørge.
Udover de gode karakterer er Anna selvfølgelig også anfører for byens bedste cheerleaderhold. Med sin smidige krop kaan hun lave vejrmøller, gå i spagat eller split (hvad er forskellen, spørger man så?) og araberflik-flak-flok.
En typisk dag for hende er som et mareridt for mig.
Klokken ringer ud, og jeg lader blikket følge Anna Banana, da hun rejser sig for at slutte sig til sin perfekte vennekreds. Anna har afbleget, bananfarvet hår, det er derfor, jeg har givet hende tilnavnet Anna Banana. Men måske er det en fejl? Det ville være en fornærmelse mod frugten Bananer, fordi hendes hår er nok mere tisgult nu. Hun har tydeligvis farvet det for mange gange.
Hendes ”BF” Veronica klistrer sig op af hende. Men hende har jeg også regnet ud, hun gør det kun på grund af opmærksomheden. Ja, for Anna Banana trak masser af opmærksomhed med sig. Både af drenge og andre køn.
”Hva’ så Anna-mus?” Det er så Annas kæreste, Brandon. De har været kærester i 2 uger nu, jeg tror, det er hendes rekord forhold. Det får mig til at rykke lidt i stolen hver gang, de folder sig ud i et enormt, klistret snav. Hendes veninder hviner misundelig, og drengene ler barnligt. Jeg er bestemt ikke med i deres leg, så jeg vender ryggen til og rejser mig op, går ned mod kantinen og op til det enormt lækre udvalg af mad. Jeg snupper bare en pære i dag. Kogte grønsager og kartofler plus nogle snoldede bøffer er ikke min favorit.
Jeg sætter mig ikke ned sammen med de andre fra min årgang, men finder et tomt bord nede i et hjørne. Der sidder jeg og venter, til han kommer. Han plejer at være her ved 45 sekunder før stolen bliver trukket ud, men han sætter sig aldrig før, de 45 sekunder er gået. Jeg smiler lidt, når jeg ser ham. Høj som han er, kommer han slentrende med lange skridt. Ikke en eneste lægger mærke til ham, ikke et eneste blik rammer ham. Det er som om, han er usynlig for alle andre. Alex, for det hedder han, smiler tilbage, når han ser mit smil. Så stiller han sig foran stolen i 45 sekunder. Jeg siger aldrig noget i den tid, og når han har sat sig, er det altid ham, der skal starte samtalen. I dag er han forsinket.
Jeg kigger ned på mit armbåndsur. Viseren slår langsomt. Det giver et sæt i mig, da klokken ringer ind hurtigere end normalt. Det giver endnu et sæt i mig, da det går op for mig, at Alex stadig ikke er kommet.
Nu sidder jeg i engelsklokalet. Anna Banana interesserer mig ikke længere. Nu kredser mine tanker kun om Alex, der ikke mødte mig ved spisepausen. Det irriterer mig.
Jeg ser op. Anna banana sidder faktisk lige foran mig. Hendes blonde hår er i dag sat i en stram knold på midten af hendes hoved. Tænk at sparke den af hende. Så ville jeg være en knoldesparker.
Mit navn er Samantha, og jeg er en kanindræber. Skriver jeg på mit hæfte. Det får mig til at smile. Det får jeg tit engelsktimen til at gå med, ja for den skyld også andre timer. Den næste sætning bliver lidt mere spøjs.
Mit navn er Samantha, og jeg er forelsket i Alex. Det er en løgn, som Alex altid gerne vil have mig til at sige. Tredje sætning: Mit navn er Samantha, og uden for engelsklokalets vindue, står den nye Alex.
Jeg ser op og ud af vinduet. Ganske sandt. Der står Alex jo. Han står lænende op af et træ. Et bøgetræ, ville jeg tro. Alex er ikke som de andre. Han er gennemgående gay, men ikke den der slags, der pynter sig og går i lyserød. Nej, Alex er også hardcore emo, men det kan han ikke lide, jeg kalder ham.
Engelsktimen slutter med en god omgang lektier, som jeg allerede har besluttet for at lave i eftermiddag, men først vil jeg tale med Alex.
Uden at ænse omgivelserne, blikkene og den evige mumlen, går jeg hen over græsplanen. Alex står der stadig, heldigvis. Jeg svinger tasken over skulderen, han går mig i møde, dejligt, det betyder, at han godt vil tale med mig. Alex er også lidt anderledes, ja, faktisk er han sindssyg.
”Samantha, Samantha, Samantha, Samantha, Samantha,” siger han indtil, jeg stopper ham, så smiler han. Alex er som sagt høj, har sort hår, der hænger ned foran det ene øje. Jeg har aldrig set, hvordan hans øjne rent faktisk ser ud inden under det. Det øje man kan se, bærer faktisk ingen emo makeup, men det var ikke til at vide med det andet.
”Dræb kaninerne, Samantha.” Alex’ ene øje stirrer på mig, fastlåst af hans blik, stirrer jeg tilbage. ”Eller?”
Spørger jeg.
”Eller dræb dig selv,” han smiler.
”Kaninerne,” siger jeg.
”Eller dig,” siger han.
”Kaninerne,” gentager jeg fast besluttet på mit valg. Han lukker øjnene et kort øjeblik og nikker anerkendende. Det var dejligt at få snakket med ham. Jeg vender ryggen til ham, klar over, at han gør det samme. Så går han af sted.
Derhjemme sætter jeg mig straks ned og begynder på lektierne. Min Ipod brænder i min lomme om at få lov at spille ”Vilde Kaniner.”
Vi blev født i hatten, vi kender alle jeres tricks.
Jeg ler. Ja, det er rigtigt nok. Kaninerne har altså ingenting at skjule, det er fornemt at gennemskue dem. Jeg retter mig selv i en grammatisk fejl, jeg laver i engelskopgaven.
Men vi blev født om natten, I regner os for nul og niks.
Nej, kaninerne betyder ingenting for mig, Alex er alt, jeg har brug for. En sms. Hej Skat, står der, far og jegs ankomst bliver nok nærmere i morgen eftermiddag. Der ligger en frostpizza i fryseren. Spis, hvis du bliver sulten. Kys, kys.
Jeg foretrækker ikke en mine. Mor og far havde lovet at være hjemme i aften, men har så endnu en gang ændret det. Jeg overvejer tit, om de nogensinde kommer hjem igen. Jeg går ud i køkkenet, tjekker at frost pizzaen rent faktisk ligger der. Det gør den. Fint. Jeg tager den ud af fryseren og ligger på bordet. På pappet står der, at pizzaen skal varmes i 30 min. Det er lang tid.
Jeg sætter mig på køkkenbordet og venter. Kling, siger det kort efter. De 30 min. er gået, og pizzaen er nu klar til at spises. ”Jeg er også sulten nu.”
Jeg skærer pizzaen ud i 6 stykker, alle sammen til mig selv. Til min store sorg er der peberfrugt på pizzaen. ”Det er ulækkert.” Jeg piller dem af med fingrene og får tomatsovs på dem. Jeg slikker dem af med min tunge. Uden foran mit vindue står Alex. ”Alex,” siger jeg og ser, at han selv låser sig ind. Jeg rør mig ikke ud af flækken, han kan sagtens finde mig selv. Jeg tager endnu en bid af pizzaen.
Alex kommer ind af køkkendøren, han ligner sig selv. Han sætter sig overfor mig og stirrer på mig med det ene øje, imens jeg spiser. I dag er det mig, der starter samtalen. En time efter siger jeg hans navn lavt nok til kun han kan høre det.
”Alex,” siger jeg igen.
”I nat,” siger han.
”I nat,” gentager jeg.
”I nat,” gentager han sig selv. Han nikker sig enig med sig selv, formoder jeg.
”I nat,” gentager jeg. Jeg ved ikke hvem, jeg gentager, men jeg gentager det altså. Pludselig har jeg en kniv i hånden, og Alex står ved min side. Sammen finder vi vejen hen til kaninerne. Vores kanin bor i centrummet af Los Angeles, huset er nemt at finde. Det er allerede nat, og månen skinner ned på os.
Besynderligt nok ligger min kanin i Anna Elizabeth James’ seng. De røde albino øjne kigger forskrækket op på mig, da jeg træder ind i Annas værelse. Kaninens pels er kridhvid, og den lyser nærmest op i det dyre sengetøj. Kaninen mumler mit navn. ”Vi er de vilde kaniner med meget lange ører, alt hvad I hvisker og siger, kan vi høre, er det det, du vil sige?” Kaninen piber. Så skærer jeg halsen over på den, og blodet strømmer ud. Hvor upraktisk. Det har jeg altid synes blod er, upraktisk.
Næste morgen vågner jeg i min seng. Jeg må være faldet i søvn med mine høretelefoner i ørene. Alex sidder på kanten af min seng. Han siger ikke noget, men betragter mig bare. Stakkels Alex, tænker jeg, imens jeg klæder mig på. Så går jeg i skole. På skolen snakker alle vildere end de plejer. Jeg er ikke nysgerrig for at vide det nye rygte, der går rundt. Nej, for jeg kender det godt, og jeg ved, det ikke er et rygte.
Jeg sætter mig i engelsklokalet og tager mine bøger frem og lektierne, jeg lavede i går.
”Der er ingen undervisning i dag. Anna Elizabeth,” hendes stemme skælver,” Anna Elizabeth James er død!”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar