Farvel Træ

Farvel Træ

Emilie Beske

Det er facsinerende, hvordan træer kan blive så gamle. Det er facsinerende, hvordan de begynder som et lille frø, hvordan træer kan påvirke folk. Som slangen i træet i Paradisetshaven, hvor slangen fik Eva til at spise den forbudte frugt. Tænk hvis der havde været en orm i æblet, ville hun så have taget en bid?

Folk er meget skarpe om ordentlig frugt, det skal helst være økologisk. Ligesom mælk. Man er sund, hvis man køber økologisk, men hvem har da råd til at betale 2 kroner mere for økologi, når man kunne nøjes med den billige mælk fra aldi.

Tænk på køerne, siger Økologierne. De sorte og hvide køer på Arlas kartoner. Som en skakplade, hvor man flytter en brik efter en. Til sidst har man kun dronningen tilbage.

Hvis man staver dronning bagfra, giver det gninnord, det ord eksistere ikke, ligesom så meget andet. Men hvem gider også bekymre sig om det, der ikke eksistere, når man har alt muligt, der rent faktisk eksisterer. Eksistens. Rumvæsner eksisterer ikke. De siger sågar, at der ikke er liv på Mars. Det tror jeg altså, der er. Bare fordi der ikke er vand, kan der da godt være liv. Vand og liv er ikke det samme. Liv og død er ikke det samme. Liv er begyndelsen, død er enden. Men alligevel vi dør vel lidt hver eneste dag, så døden må vel bare være som den sidste side i en bog, eller det sidste stykke chokolade i en Merci-pakke.

Det er desuden en latterlig reklame. ”Merci fordi du til,” jo selvtak. Jeg kan ikke snakke fransk, trods det synes jeg, det er et virkelig smukt sprog. Merci. Tak. Høflighed her i landet er efterhånden blevet ubetydeligt. Det er alt for tit, at jeg ser og oplever folk skubbe hinanden i supermarkeder. Det er værst i København. Køb en havn, det er altid sådan jeg har tænkt på København. De vil have os til at købe alt deres ragelse, alt det man ikke har brug for.

Og hvor skulle jeg så placere alt mit ragelse? Jeg burde have et slot, sådan et som Disneys slot, jeg ville helst bare slippe for Mikey-mouse, han er provokerende, og han stemme er i puberteten. Præcis som mig. Alle de hormorner, der farer rundt i min krop som et racerløb. Nogle gange kører det også afsporet, og man mister forbindelsen til sig selv. Så har man brug for at gå et fredeligt sted hen. Til en skov, hvor man er alene sammen med de æld gamle træer. Vi er ikke så forskellige endda. Mig og træerne.