Skønhed er ikke alt. Især ikke, når man er blevet pisket, slået, mishandlet på det groveste, misbrugt, ydmyget og tilintetgjort. Men det var ikke tilfældet for Bethanie Cathlenn L'adore. Hun var velsignet af skønhed, alt hvad en ung kvinde kunne ønske sig udover en ægtemand, men det fulgte for det meste også med skønheden. Med sit kulsorte hår, sin snehvide hud og sine silkebløde læber, var Bethanie elsket af de fleste mænd, selv de gifte havde svært ved at holde blikket fra hende. Og hun vidste det udemærket godt, hun gjorde sig altid lidt til hver gang, hun gik forbi Mr. Jason fra herregården. Ham havde hun et ganske godt øje til. Men det var sjældent Mr. Jason var i humør til at give tilbage af hendes kur. Nu og da, ignorrerede han faktisk hende. Det gik den unge Bethanie på nerverne. Ingen havde før opført sig sådan over for hende, hun havde aldrig oplevet kærlighedens dramatiske smerte, men det skulle ikke være første gang hendes hjerte blev knust.
En sensommer aften til fest hos Mr. og Mrs Claywill, hvor solen stod lavt på himmelen, havde hun trukket ham med ud på altanen. Hun havde startet samtalen nogenlunde sådan: "Det er et pragtfuldt vejr i aften, synes De ikke, Mr. Jason?" Han brummede lavt, irriteret over at skulle tilbringe aftenen sammen med hende. Flere af aftenens gæster havde givet en henkastende kommentar om, hvor godt Bethanie så ud i den mørkeblå kjole. Ingen havde bemærket, at hun rent faktisk så tyk ud, altså ingen andre end Mr. Jason, men han var for høflig, så hans holdt det for sig selv.
Han lod sit blik falde ned på marken, imens hun kastede sig ud i en lang talestrøm, han hørte ikke halvdelen af, hvad hun sagde.
".. Forstår da heller ikke, hvordan Christine kan klæde sig i de klæder? Farven gør hende så bleg," han kvælte en latter, "og stoffet klæbrer sig om hendes hofter, der får hende til at se så forfærdelig stor ud. Hun ligner jo et enormt flæskebjerg! Og den forfærdelige familie. Har du set faderen? Hans stemme! Den er skærende, den giver mig så frygtelig hovedpine."
"Men i det mindste er det fornuftige ord, der kommer ud af hans mund," sagde Mr. Jason pludselig. Hans øjne var nu blevet dystre og mørke, men et smil spillede et puds på hans læber. Bethanie havde aldrig set den side af unge Mr. Jason, og med god grund. Den side af ham, skræmte hende.
"Undskyld mig," sagde hun prøvende, men Mr. Jason var hurtig. Han havde allerede et svar parat til hende.
"Du hørte, hvad jeg sagde, men du er ikke 'skøn' nok til at indse, at jeg har ret." Hans blik hvilede tungt på hende, hendes blik flakkede, hvilket fik hans latter til at spille op.
"Du ved, jeg har ret, inderst inde. Åh Bethanie. Hvis du bare ville give afkald på din skønhed, så ville alle dine problemer fordufte som ild, der slukkes med vand. Al din hjertesorg."
"Ville du elske mig?" Spurgte hun tøvende. Det lød for godt til at være sandt i hendes øre, men det skulle vise sig..
Han smilede troværdigt, og i det samme blev smukke Bethanie forvandlet til en hæslig ung kvinde, der havde grumset hud, var beskidt og var klædt i endnu værrere klæder end før. Hun kiggede ned på sig selv,
og hendes øjne var fyldt med skam, hun skammede sig over, hvad hun så. Det samme gjorde Mr. Jason. Han sagde ikke noget, men hans blik var også nok. Han kiggede på hende i afsky, hvorefter han gik ind af dørene igen. Ind til festen og musikken og ikke mindst de dansende, smukke kvinder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar