"Alt dette er deres," havde den ældre mand sagt til mig, den dag jeg mødte ind på det nye kontor i Amsterdam. Mine arbejdskollegaer havde taget godt i mod mig, altså de fleste af dem da.
Mit navn er Bethanie Johnson, men mine venner kalder mig Beth. Jeg er 22 år og er fra det Londons centrum, så Amsterdam er ikke det største sted i verden, for mig. Jeg sidder på mit kontor, der har lækker udsigt til Amterdams havn. Jeg nyder at se de små skibe sejle rundt i havnen, læsse skibene og sejle væk igen. Jeg har været her en uge nu, og jeg har hver dag studeret skibene grundigt. De gør stadig det samme. Sejler ind og sejler ud. Og læsser af og læsser på.
En banken lyder på døren: Bank, bank, bank. En kvinde hånd, det er tydligt. Jeg hører nærmest ikke min stemme svare, men det gør den altså, for kort efter går døren op. "Har du tid?" En lyshåret kvinde står i døren. Hun er slank, ja næsten spinkel. "Selvfølgelig," mumler jeg sagte. Hendes mund trækker sig ud i et sukkersødt smil. "Chefen ønsker at tale med dig.. Igen." Chefen, Mr. Dimitri, er en høj, muskoløs mand. Han har brede skuldrer og et sødt smil, men han er som alle andre mænd. Lidt for høje i hatten, lidt for fremme i skoene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar